Det er ingen hemmelighed, at musikbranchen gennem de sidste to årtier har ændret sig radikalt. De ”gamle” strukturer er brudt ned, artister er med hjemmestudier i stand til at producere musikken helt selv, og sociale medier og digitale distributionsplatforme gør det muligt for alle at få musikken ud i verden. Men hvordan står det til med effektiviteten af alle mulighederne?
Hvor den ”gamle” musikbranche havde en hierarkisk struktur, er der i dag tale om noget, der ligner et demokrati: Lige muligheder for alle. Men hvis dette nye system skal fungere effektivt og sikre, at Danmark fortsat har en stærk musikbranche og kan eksportere artister til udlandet, så er det altafgørende, at branchens aktører indtager de nye pladser med ambition om og viljen til at samarbejde – og det gælder både artister og selskaber.
Gentænk “do it yourself”-modellen
Der er nogle underlige paradokser i tiden: Det har aldrig været billigere og nemmere at producere og distribuere musik – alligevel lader det til, at pladeselskaberne er ved at miste førertrøjen indenfor talentudviklingen. Den førertrøje ser det ud til overdrages mere og mere til artister, der udgiver via “do-it-yourself”-modellen (DIY). De benytter sig netop af den billigere produktionsform og digitale distribution, men kæmper også med et begrænset indblik i branchen og manglende overskud til at arbejde som en forretning. Derfor ender de fleste DIY-projekter alt for ofte i trist glemsel.
Der er derfor et behov for at omdefinere relationen mellem artister og pladeselskaberne og en måde kunne være, at pladeselskaberne gør mere ud af at sælge deres traditionelle kernekompetencer, som f.eks. A&R, strategiudvikling, marketing, promotion, netværk og administration. Det handler dybest set om at værdisætte de enkelte ydelser og åbne hele butikken for DIY-artisterne. Pladeselskaberne skal altså udvikle et nyt forretningsområde som serviceselskaber – udover de mere traditionelle distributions- og produktionsområder – hvor udbuddet af disse kernekompetencer dermed bliver det nye konkurrenceparameter.
Nedbryd tabuer og giv artisterne flere muligheder
Omvendt skal DIY-artisterne opkvalificere deres viden om branchen og dens systemer. De skal tage rollen som ligeværdig forretningspartner på sig. De skal lære at se sig selv som et aktiv, der kan optimeres og måske ligefrem blive til en god forretning. Og så handler det i høj grad også om at få nedbrudt nogle tabuer om selve det at tænke i karriere og økonomi. Artisterne vil få flere og flere muligheder, men er også grundet den teknologiske udvikling blevet flere om buddet, så professionalisering og strategisk tænkning af partnerskaber og netværk vil være afgørende for, om det kan lade sig gøre at leve af at være DIY-artist.
Hvis begge parter så at sige kommer ud af busken, vil grunden være lagt for mere kvalificerede, ligeværdige og ikke mindst nødvendige partnerskaber fremover. Artisterne udvikler sig til kunder, der vil stille krav og betingelser, men på en måske mere kompetent baggrund.
Vil pladeselskaberne ikke opfatte denne udvikling som en trussel? Måske – men faktisk bør de i stedet klappe i hænderne over udsigten til at få flere kompetente partnere og dermed muligheden for nye potentielle indtægtsformer via deres services.
Promus i Aarhus imødekommer fremtidens krav
I Promus, der er en netværksorganisation, som arbejder for at styrke musikbranchen i og omkring Aarhus, har vi fokus på hele denne udvikling af branchen og har derfor iværksat en række initiativer, der skal være med til at imødekomme og opkvalificere de fremtidige krav og forventninger. Det sker bl.a. via kurser, mentorordning, netværk og workshops. Her i efteråret har vi startet et brugerdrevet DIY-netværk samt et målrettet iværksætterforløb for nye musikbrancheaktører. Dermed håber vi at kunne være med til at styrke fremtidens nye partnerskaber. De bliver nødvendige.
Læs om Promus, Basic Startup, DIY Unite! og mentorordning på www.promus.dk
Jesper Mardahl og Anne Jensen driver Promus – Musiknetværket i Aarhus
Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker
Det er jo sådan set det som de uafhængige selskaber som Playground, VME, A:larm, Target o.s.v. allerede gør… her kommer kunstnere tit ind under en sammenstrikket pakke, der kan indeholde distribution+promotion, eller distro+promotion+marketing eller lign.
Hej Karsten
Det er rigtigt at de nævnte selskaber, og flere andre, har tilbudt distributionsløsningen i mange år. Men da adgang til distribution – især digitalt – bliver mere og mere tilgængeligt for alle, mener vi, at selskabernes rolle vil udvikle sig mere i retningen af et service-selskab, eller et musikreklamebureau. D.v.s. at de forskellige ydelser fra selskaberne skal gøres mere tilgængelige og prismæssigt gennemskuelige, samt at de skal udvide servicepaletten mere. Du skal altså som D.I.Y.-aktør kunne gå direkte ”i butikken” og vælge frit fra hylderne. Dette gælder også for major-selskaberne Warner, Universal, Sony og EMI. Sidstnævnte gør det allerede i England under navnet EMI Label Services, så udviklingen er i gang. Men denne udvikling fordrer også, at artisterne, eller D.I.Y.-aktører, får mere indsigt og kompetencer i branchen, da de jo vil udvikle sig til deciderede kunder – og dermed kan agere mere som partnere, end hvad man tidligere har oplevet i relationen pladeselskab og artist.
De bedste hilsner
Jesper
Hvis man kigger på hitlisten man man vel ikke sige at pladeselskaberne har mistet føretrøjen mht talentudviklingen?
Derudover er det vel også snart 5 år for sent at nævne at pladebranchen anser udviklingen som en trussel. De fleste ved da udemærket hvordan markedet er og mange har også ændret sig meget. At det så måske ikke kan ses så tydeligt udefra eller bliver gjort “godt nok” er en anden sag.
Ellers gode inputs!
Hej Lars
Tak for din kommentar.
Jeg er for så vidt enig med dig i, at førertrøjen traditionelt har siddet på pladeselskaberne. Men med det opbrud af strukturer, der har fundet sted i de sidste mange år, er jeg ikke så sikker på, at den bliver siddende. Det er derfor, at vi skriver, at den nok overdrages mere og mere til artisterne selv via den mere tilgængelige adgang til selv at udgive sit materiale. Jeg har selv mange års erfaring fra musikbranchen, og de problemer vi tumlede med for 20 år siden handlede jo netop om tunge studieomkostninger og besværlig fysisk distribution – problemer som jo til en vis grad er løst nu, og derfor burde selskaberne, efter min mening, være langt mere risikovillige når vi taler om udviklingen af nyt talent.
De bedste hilsner
Jesper