Sofie Stougaard og Søren Hauch-Fausbøll: Humor handler om at flytte grænser

Teaterforestillingen Fakiren fra Bilbao spiller netop nu på Folketeatret og frem til marts, hvorefter stykket drager på turné rundt i landet. HAVE Backstage har mødt to af stykkets skuespillere, Sofie Stougaard og Søren Hauch-Fausbøll, til en snak om, hvad humor egentlig handler om, om kvinder overhovedet kan være sjove, og om sorg og latter kan gå hånd-i-hånd.

Sofie Stougaard og Søren Hauch-Fausbøll skal til prøve på Fakiren fra Bilbao om en halv time. De har fået at vide, at der, her få dage før premieren, er indlagt en ny scene. De tager det dog med ro, og giver udtryk for, at det bliver sjovt at prøve noget nyt af. Vi falder hurtigt i snak om, hvad der egentlig er sjovt, hvordan humoren lever af at bryde grænser – og om man selv er herre over, hvordan man gerne vil opfattes som skuespiller.

Kan sorg og latter gå hånd i hånd?
I er begge kendt for at spille humoristiske roller for enten børn eller barnlige sjæle. Men er der noget man ikke kan grine af?
Sofie: – Tag eksempelvis den meget omtalte forestilling om Anders Behring Breivik. Hvis der indgår momenter, som er sjove, og som tilfører hans person humor, så tror jeg, at jeg ville have svært ved at grine. Men jeg ville slet ikke gå ind og se den i første omgang.

Søren: – I det hele taget, griner man jo ikke af nogen, der er ramt af alvorlige sygdomme og dødsfald. Dog kan der være ting, som kan være tragikomiske. Hvis eksempelvis en person får en gren i hovedet og dør. Det er jo meget tragisk, men på en måde også lidt komisk. Men det er ikke noget, man slår sig på lårene af grin af. Dog tror jeg også, at man i alvorlige kriser kan bruge humoren som en måde at komme gennem tingene på.

Sofie: – Samtidig tror jeg også, at hvis den syge selv joker omkring sin sygdom, så kan man også godt grine af det. Men det er en fornemmelse, man må have for situationen. Jeg har selv en onkel, som nærmest har været min far her i København, og som er ramt af kræft. Han har sindssyg meget humor og joker meget med det. Så er det  naturligt, at man griner med.

Søren: – Jeg tror også, at det har meget med respekt at gøre – for den person, det handler om, og deres egen måde at tackle tingene på.

Er der noget man altid kan grine af?
Søren: – Det er så forskelligt, hvad folk griner af. Jeg tror ikke, at man kan pege på én bestemt ting. Hvis jeg eksempelvis får en lagkage i hovedet, ville mange måske synes det er sjovt, mens nogen ville synes, det er spild af lagkage. Humor er så individuel en størrelse.

Sofie: – Optræder man med noget, der har sjove elementer i sig, så er der altid passager, hvor ét publikum er ved at brække sig af grin, og hvor et publikum en anden aften, er helt stille. Man synes jo selv, at man gør det samme, men der kan være en forskel i mentaliteten eller landsdelen som gør, at folks humor er forskellig.

Hvornår er kvinder sjove?
Hvilken form for humor synes I selv er sjovest?
Sofie: – Jeg synes ofte, at humor har noget at gøre med at turde noget. Det at gå over en grænse. Det er der nogle skuespillere, som bare er født med, og som har de der funny bones, og som tør kaste sig ud i det. Det er nemlig ligeså meget et spørgsmål om at have modet til at gøre det 100%. Sørens karakter i Fakiren fra Bilbao har eksempelvis et dødsfald, som jeg simpelthen ikke kan se uden at være fuldstændig færdig af grin. I scenen kan han nemlig ikke dø, og han bliver ved med at krampe – og Søren er for mig en skuespiller, der er enormt god til at gå helt ud til grænsen. Der er muligvis andre skuespillere, der ville stoppe scenariet tidligere, men det er jo netop det, humoren lever af – nemlig at blive ved med at rykke ved grænserne.

Søren: – Der bliver også ofte stillet spørgsmål ved, om kvinder kan være komikere eller ej. Selvfølgelig kan de det. Men dem, der gør det rigtig godt – og det gør du jo Sofie! – det er dem, der tør bruge kroppen og at være grimme. Det er der nogen, som er for forfængelige til, og så er det svært.

Sofie: – Ja, især kvindelige skuespillere har det med at være meget fokuseret på, at de skal se godt ud. Jeg er da også selv forfængelig, ligesom de fleste skuespillere nok er. Men det handler om at gå efter historien, og arbejde i den – frem for at holde en smuk facade.

Er der nogle træk ved jer hver især, som er særligt stærke eller sjove?
Søren: – Vi er begge to fra Bornholm!

Sofie: – Ja, der er noget galt med vores bornholmske humor. Den kan være afsindig tør.

Søren: – Men også meget lattermild. Nu har vi jo begge lavet revy derovre i mange år, og man er altid sikker på, at den går godt i Rønne. De har en god, sund adgang til latter.

Når man ikke kan lade være med at grine
Har I oplevet at grine af noget på et tidspunkt, hvor det var absolut upassende?
Søren: – Der er jo altid situationer på tv- og filmoptagelser, hvor man ikke må grine, men hvor man kommer til det. Jeg har også engang spillet en forestilling, hvor vi på scenen kunne se i hinandens øjne, at latteren boblede lige under overfladen – på et tidspunkt, hvor man bare ikke måtte grine.

Sofie: – Ja, det er forfærdeligt. I sommers havde jeg en scene med Mads M. Nielsen i en revy, hvor vi skulle spille nogle gamle bornholmere, der sidder på en bænk, og kigger ud over havet. Der lavede Mads en figur, som var så grotesk, at jeg overhovedet ikke kunne have øjenkontakt. Hans hår sad i alle retninger, og hele hans attitude var frygtelig morsom. Han fik mig til at bukke under nogle gange, og jeg brød mig ikke om det. Men publikum elsker jo passager, hvor man simpelthen ikke kan lade være med at grine. Der er jo også passager i cirkusrevyen, hvor der bevidst lægges ting ind, som skuespillerne går med på og selv griner af.

Søren: – Men det kan jeg ikke så godt lide. Det virker som om, det er improviseret, men ser man forestillingen flere gange i træk, så er det fuldstændig samme sted, der bliver grint. Det skal komme naturligt i stedet. Som i min debutforestilling på Grønnegårds Teatret, hvor jeg spillede sammen med Morten Eisner. Hver gang vi nåede frem til en bestemt scene, tænkte vi, ”åh nej, nu kommer den, nu kommer den!”, og vi turde slet ikke se på hinanden. Men en gang imellem kom vi jo til lige at kigge, og så gik det bare galt, og tårerne trillede ned af kinderne af grin.

Sofie: – Sådan en oplevelse kan virkelig være det bedste og det værste på samme tid. For det er jo pirrende og pissesjovt, fordi man simpelthen ikke må. Det får mig også til at tænke på situationer som barn, hvor man lige pressede citronen en sidste gang og ikke kunne lade være med at grine. Det er lidt den samme følelse.

At spille en seriøs rolle som komiker
Har I oplevet i teatersammenhænge at modtage afgjort anderledes reaktion fra publikum, end hensigten var?
Søren: – Ja, det er jo det her med, at enhver opførelse er forskellig. Publikum aner ikke, hvor afhængig forestillingen og man selv er af deres reaktion.

Sofie: – Nej, et publikum kan jo bygge en skuespiller op i løbet af en forestilling.

Søren: – Ja, eller det modsatte! Pille én helt ned. Har man eksempelvis spillet en forestilling længe og forventer latter et bestemt sted, så kommer det som et chok, hvis der er helt stille.

Man oplever jo også at skuespillere, der har spillet mange komiske roller, kan have svært ved at blive taget seriøst af publikum. Dirch Passer som oplagt eksempel. Hvad tænker I om det?
Søren: – I Danmark bliver man hurtigt sat i bås, fordi vi er så lille et land. Nogen siger, at man selv er herre over, hvordan man vil opfattes, men det synes jeg ikke, man er. Det kommer jo an på, hvad man bliver tilbudt. Af og til får man jo tilbudt den samme genre hele tiden. Jeg elsker selv, når jeg får lov til at spille noget helt andet, end jeg plejer.

Sofie: – Det gør jeg også. Men samtidig må jeg sige, at jeg har det med at lede efter humoren i en rolle. For ti år siden spillede jeg Lady Macbeth, hvor der er scener, hvor hun bliver fuldstændig vanvittig. Dér syntes jeg, at Shakespeare havde skrevet det som om, at det humoristiske aspekt skulle med, hvilket instruktøren var enig i. Så selvom det var en tragedie, tilførte vi morsomme elementer, hvilket blev ret vellykket. Nok netop fordi, at forestillingen i forvejen var så mættet af dyb tragik.

Søren: – Der er humor god, fordi en tragedie ikke behøver at være tragisk hele vejen igennem. Hvis man kan få nogle humoristiske momenter frem, så glider de tunge ting også lettere ned.

Sofie: – Måske giver det netop et stærkere indtryk, når man har åbnet op for latteren, og så rammes af noget voldsomt. Der er jo heller ikke et liv, som kun er tragedie. Derfor er det også forkert at sige, at en tragedie kun skal være trist og mørk. Den skal naturligvis spilles dybt alvorligt, men dermed bliver den ofte også meget sjovere i sidste ende.

En forestilling både for børn og voksne
Hvilken humoristisk oplevelse får man i jeres version af Fakiren fra Bilbao?
Sofie: – Der er helt klart sjove elementer spredt ud over hele forestillingen. Men der er også meget gys, og  det er en rørende historie om nogle børn, der skal videre i deres liv. Jeg spiller moderen i en familie, hvor børnene har oplevet at miste deres far. Lige som i filmen ET, hvor drengen Elliot har kontakt med et rumvæsen, så handler Fakiren fra Bilbao også om, at drengen skal give slip på sin far, da forældrene lige er blevet skilt. Det er lidt samme tema som Bjarne Reuter har skrevet denne historie omkring. Derudover er det både et eventyrligt drama for børnene, omkring en diamant og en fakir, samtidig med, at der sideløbende er et lag for de voksne, der handler om, at acceptere at ting i livet af og til skal forløbe anderledes end planlagt.

Søren Hauch-Fausbøll er uddannet på Statens Teaterskole i 1986. Han har markeret sig i flere teaterforestillinger, men er særligt kendt for sin rolle som Bamse i Bamses Billedbog. Ydermere har han på tv vist talent for at improvisere i udsendelser som Så hatten passer og Hatten rundt. Derudover har han gennem flere år medvirket i blandt andet Bornholmerrevyen.

Sofie Stougaard er uddannet på Statens Teaterskole i 1991. Hun var stifter af og medforfatter til den satiriske kvindecabaret Emmas Dilemma, hvor hun i årene 1995 til 2000 viste sit talent for komikken. Hun har derudover markeret sig i flere teaterforestillinger og fik sit folkelige gennembrud i tv-serien Nikolaj og Julie. Ydermere kender man hende fra den bærende satiriske rolle som Kim i serien Langt fra Las Vegas.

Læs mere om Fakiren fra Bilbao her.