Verdens bedste boligbyggeri får Østersø-søskende, når syv arkitektstuer giver hver deres bud på en version af Bjarke Ingels’ københavnske boligbyggeri 8-TALLET.
Hvad sker der, når man sætter syv arkitektfirmaer til at give hver deres bud på BIGs 8-TALLET? Det giver udstillingen Eight Eights: Future og the urban block svar på, når den åbner i Riga fredag den 3. februar. I de syv nye versioner er 8-TALLETs normale placering i København udskiftet med bl.a. Helsinki, Tallinn og Skt. Petersborg, således at syv nye facader er tegnet specielt til arkitekternes egne byer.
Bag projektet står det russiske arkitekturmagasin Project Baltia og den hollandske arkitekt og forlægger Bart Goldhoorn. Projektets grundidé er at undersøge muligheden for at reproducere det kendte danske boligbyggeri flere steder og dermed give flere mennesker mulighed for at nyde den høje levestandard, som 8-TALLET tilbyder. Det er reproduktion, bæredygtighed og funktionel arkitektur i ét. Folkene bag udstillingen ønsker hermed at komme med en løsning på de udfordringer, som arkitektbranchen står overfor; hvordan enhver bygning kan være unik og skabt til et bestemt område – og samtidig være bæredygtig.
Et ekstra element i projektet har været bygningerns påvirkning af deres omgivelser. ”Bygningerne vil ikke bare blive nationale symboler,” skriver Bart Goldhoorn, ”men vil skabe en regional identitet for landene omkring Det Baltiske Hav.” 8-TALLETS søskende skal dermed også være med til at skabe en sammenhængskraft mellem projektets medvirkende lande.
Deltagere: BIG (København), ALA (Helsinki), Villem Tomiste + Stuudio Tallinn (Tallinn), Studio 44 (St. Petersborg), MADE (Riga), Wingårdhs (Göteborg), Andre Baldi (Klaipeda), Mackow (Wroslaw).
8-TALLET blev opført i 2009 i Ørestad Syd på kanten af det grønne Kalvebod Fælled og er blevet et populært udflugtsmål for både arkitekter og almindelige danskere.
Eight Eights blev første gang vist som en del af Arkitekturens Grænser II, housing på Louisiana i juni sidste år. Udstillingen startede sin baltiske turné med Estland i januar i år, og PROJECT BALTIA planlægger at udstille i de andre involverede byer i løbet af 2012.
Projektet er støttet af Det Danske Kulturinstitut.

Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker