Mia Ramsing Jensen: Det autentiske har antaget nye former

Vi skal passe på ikke at have en bestemt opskrift på, hvad autenticitet og nærhed er. Det mener Mia Ramsing Jensen, som er cand. mag. i etnologi og har skrevet specialet Facebook anno 1772 – en analyse og diskussion af autenticitet i det virtuelle. Hun giver her sit besyv i debatten omkring digitalisering af kulturen.

Er digitaliseringen af kulturen en direkte deroute? En tabsfortælling? Mister vi alt, hvad der er nært, intimt, fysisk og autentisk? Det er netop disse spørgsmål, jeg er blevet bedt om at forholde mig til i dette indlæg. Men hvad der for mig i denne sammenhæng bliver vigtigt, er dog i stedet at forstå, hvorfor vi stiller disse spørgsmål. Jeg tror nemlig, at det netop er i spørgsmålene selv, at svaret skal søges.

Forklædt som postmodernister
Hvad end man mener – at museerne selv har valgt det digitale fokus, eller at det er noget, de er blevet pålagt – så er sagen klar: Individet er nu i centrum. Der et sket et paradigmeskift, som på museerne afspejler sig i et skift fra samlingerne til publikum. Kulturen er vores allesammens, og derfor skal den også være tilgængelig og relevant for den enkelte.

Denne bevægelse kan dog ikke alene tilskrives en intern bevægelse bag kulturinstitutionernes mure, men må også ses i forhold til en generel samfundsudvikling. Individet og individets identitetsdannelse har fået en mere fremtrædende plads i samfundet. Det er netop muligheden for, gennem interaktion, at sætte den enkelte i centrum, som de digitale medier hylder.

I praksis betyder dette, at museerne på mange områder tager afstand fra modernismens universalistiske og belærende formidlingstradition og læner sig op af, hvad man kan kalde et postmodernistisk læringsbegreb. Den enkeltes verdensforståelse præger oplevelse og indtryk, hvorfor individet altid vil være medskaber af formidlingen; den vil altid forstås subjektivt. Således dyrker principperne bag nye kulturpolitiske visioner, og dermed nye formidlingsstrategier, de besøgendes evne til at skabe mening – deres evne til at konstruere betydning.

Netop her bliver tabsfortællingen rigtig interessant. Med udgangspunkt i den postmodernistiske tankegang er det jo netop den subjektive oplevelse, der skaber det nære eller det autentiske. Betragter man digitaliseringen som en tabsfortælling, må der unægtelig ligge en essens af autenticitet eller nærhed heri – en bestemt ægthed, som kun kan antage en særlig form.

Museernes viden er deres eksistensberettigelse
Den tyske filosof Walter Benjamin beskrev autenticitet som en form for aura, der eksempelvis knytter sig til en genstand eller et værk, og som, for tilskuerne, frembringer en følelse af historiens nærvær. Man kunne argumentere, at frygten for at miste det autentiske og det nære, bunder i en næsten essenstialistisk opfattelse af, hvad autenticitet og nærvær er. Altså en særligt defineret opfattelse af, hvori autenticitet og nærhed består.

Måske skyldes det netop i høj grad, at vi har svært ved at flytte fokus fra samlinger til publikum. For hvad er et kulturhistorisk museum uden genstande, eller et kunstmuseum uden kunstværker? For mange bliver det fysiske, det nære og det intime i en bestemt form museets eksistensberettigelse, og samtidig knyttes det autentiske til netop disse forestillinger. Men hvad med kulturinstitutionernes viden, og de mange former denne kan antage? Disse videnslag må i sig selv kunne defineres som museernes eksistensberettigelse.

Jeg tror, at vi for alvor er bange for at give slip på nogle traditioner, som længe har været betragtet som kulturarvens eksistensberettigelse; ideen om at det nære, intime og autentiske består af en særlig opskrift, som museerne har ingredienserne til. Vi må få øjnene op for alle de andre eksistensberettigelser og tro på, at selvom vi blot sidestiller det realistiske med det virkelighedstro, dyrker repræsentationerne og selvets udvikling, så er fortiden, det nære eller det intime, ikke nødvendigvis fraværende – det har blot antaget nye former: Subjektivt skabte former.

Vi behøver kun at gå ind på Facebook eller Twitter og skrive “Justin Bieber” for at blive vidner til konstruktionen af en nærhed, en relation, der i den grad har vist sig at have pondus og gennemslagskraft ud over det sædvanlige.

Fiktiv pige levendegøres gennem Facebook
Et andet eksempel på digitaliseringens stimulans af emotionelle relationer er Nationalmuseets Facebook-projekt. Her delte den unge fiktive Ida Charlotte fra 1772 gennem et halvt år sine oplevelser med over 800 brugere. Således var mange af brugerne kede af, at siden skulle afsluttes, og de gav i den grad udtryk for, at de savnede nyt fra livet i København anno 1772 samt alle Ida Charlottes personlige oplevelser og tragedier. Det var et farvel til en person fra en anden tid, der blev levendegjort gennem en virtuel platform, og som i kraft af denne havde mulighed for at “besøge” brugerne hver eneste dag i et halvt år.

Forskning viser, at de unge, der vokset op med Internettet – de digitalt indfødte – ikke skelner mellem den digitale og analoge verden. For dem er relationerne i det virtuelle lige så reelle og virkelige som i den fysiske. Deres tætte og personlige forhold til medierne, hvor smartphones med Facebook-applikationen er med i seng, og hvor det sidste man gør inden man falder i søvn, er at kysse sin kæreste godnat på sms, gør digitaliseringen til en anden form for fysisk manifestation.

Den digitaliserede kulturarv kan aldrig erstatte museumsbesøget eller oplevelsen. Men den kan skabe en anden tilstedeværelse, en følelsesmæssig tilknytning, der gennem sine visualiseringer, interaktion, rumlige beskrivelser med videre ikke kan fremmanes andre steder. Måske ikke engang på et museum…?

Mia Ramsing har arbejdet med sociale medier både som formidlingsplatform og som kommunikationsstrategi, blandt andet som ansat på Nationalmuseet. Her var hun en del af arbejdsgruppen bag projektet Flirt, filosofi og Facebook, som var støttet af Kulturarvsstyrelsen, og som havde til formål, via Facebook, at formidle 1700-tals hverdagsliv og ungdomskultur til unge kvinder i alderen 15-30 år. Læs mere om projektet her.