Sonny Fredie Pedersen er hjemme fra Los Angeles for at spille hovedrollen som Danny i Tivolis Grease. I denne anledning mødte HAVE Backstage Sonny til en snak om overfladiskheden i den amerikanske bopæl – og om hvordan han handler frem for at drømme, men også ofte tænker lidt for meget over tingene.
HAVE Backstage møder Sonny Fredie Pedersen i prøvesalen i Tivoli, hvor han sidder med manuskriptet til Grease foran sig. Om en lille time går dagens prøver i gang. Mange kender allerede Sonny, da Danmark har fulgt ham op gennem hans ungdom og professionelle dansekarriere. Siden hen er han flyttet til Los Angeles, hvor han har sit eget dansestudie, og hvor han har gjort sig bemærket både inden for sang, dans og skuespil, senest i den danske tv-serie Sonny, dans og stjernedrømme.
Overfladiske venskaber
Sonny hilser pænt, og husker at vi har mødtes før i forbindelse med læseprøverne, hvor HAVE Backstage også var med. Han udstråler en ro og en tilstedeværelse, samtidig med at han giver sig tid til at svare på spørgsmålene. Netop roen er også den store forskel han oplever i Danmark i forhold til hjembyen Los Angeles:
- Her er tempoet noget langsommere, men dog ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Der er lidt mere tid til hyggesnak, og mottoet er tit, at ”den tager vi i næste uge”. I LA tages der beslutninger hele tiden, og er man ikke fremme på beat’et, så kommer der en anden og tager chancen fra dig.
Sonny nyder at komme hjem til Danmark, og han nyder også for første gang i to år at deltage i et projekt med dansk jord under fødderne. Han sætter stor pris på, at tonen herhjemme ikke er ligeså overfladisk, som han oplever den i LA:
- Derovre går alt op i arbejde, og størstedelen af dem, der bor der, er der på grund af branchen, og fordi de vil opnå noget karrieremæssigt. Hvis folk ikke lige føler, at de kan bruge hinanden til noget, så er de hurtigt videre til den næste. Derfor er det sværere derovre, at finde rigtige venner, som vil én det godt.
Ensomhedens omfavnelse
Sonny er dog god til at prioritere blandt de mennesker han omgås, men han har også altid været lidt af en enspænder, som har haft det fint med ikke at have så mange mennesker omkring sig. Når han bliver spurgt, om han kan nævne en episode, hvor han har taget helt fejl af en person, griner han:
- Jeg prøver jo hurtigt at glemme dem igen. Men alt i alt handler det jo også om, hvor meget man selv lægger i tingene. Man styrer jo selv sin egen virkelighed. Men uanset hvor stor LA er, så har byen alligevel den samme inderkreds af folk, og man møder mange af de samme mennesker igen og igen på forskellige jobs. Dér er folk rigtig søde, og de spørger til én og om man ikke snart skal ses. Men møder man så hinanden i det virkelige liv, sker det tit at folk kigger ned i jorden, selv om det ikke er ondskabsfuldt ment.
Sonny lader til at hvile i sig selv. Alligevel er det nærliggende at spørge, om ikke han nogensinde kan opleve ensomheden i et til tider hektisk og overfladisk miljø:
- Jo, de få gange, hvor jeg ikke arbejder. Men det er uanset om jeg er i LA eller i Danmark. Jeg bliver irriteret, hvis jeg ikke har noget at lave og går rundt i cirkler. Men så ringer jeg til de få rigtigt gode venner, som jeg har derovre.
Det er dog ikke ofte, at ensomheden sniger sig ind på Sonny, som lige fra han var barn, har nydt at betragte verden:
- Min mor kunne eksempelvis sætte mig i en stol på stranden, og så sad jeg ellers der og stenede og kiggede mig omkring hele dagen -uden at kede mig. Egentlig er jeg glad for, at jeg har den egenskab, men nogen gange ville jeg også ønske, at jeg var lidt mere initiativrig. Men jeg ved også, at der er mange, der omvendt kan have svært ved at være stille.
Store drømme
I Hollywood handler det om at drømme stort, så naturligvis måtte vi høre, hvad der står øverst på Sonnys ønskeliste. Sonny er dog ikke meget for at nævne ét ønske. I stedet er han mere passioneret omkring tanken om udvikling og forandring:
- Jeg tror, at hvis man drømmer sig for langt ud i fremtiden, så bliver det ved det, frem for konkret handling. Jeg har også altid fået at vide af mine forældre, at ”du må ikke drømme”. De kunne godt lide at svinge pisken, hvilket jeg i dag er superglad for. For dem, og nu for mig, handler det om arbejdet, der ligger bag, og om hele tiden at blive bedre til det man laver.
I stedet sætter Sonny delmål og håber på at få opbygget en stor platform, hvor han kan nå ud til mange mennesker inden for underholdningsbranchen.
”Jeg er meget eftertænksom”
Selv om Sonny har vist, at han var en stærk iværksætter, så er han også en person, der tænker meget over tingene og sine valg:
- Jeg er ikke særlig god til at tage beslutninger, så jeg gennemtænker alt hundrede gange. Men når jeg tænker så meget over tingene, så opstår der også tit nye idéer.
Idéer har Sonny således nok af, og han besidder en stærk evne for at få ført dem ud i livet. Denne egenskab har han fra sine forældre, som han ser meget op til:
- De har lige haft bryllupsdag, og de har en beundringsværdig vedholdenhed. De giver ikke op, uanset hvad de måtte møde af modgang. Denne egenskab viser sig også i alt andet, de laver. Det er en egenskab, jeg selv forsøger at håndhæve så godt som muligt, frem for bare at hoppe over hvor gærdet er lavest.
Sonny kan opleves i musicalen Grease, som har premiere den 24. februar og spiller i Koncertsalen i Tivoli.

Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker