Nordisk Film har etableret forretningsområdet NF Live, der fremover vil satse på at producere live-underholdning til et bredt publikum.
Danmark har fået en ny, stor aktør inden for dansk live-underholdning. På et pressemøde her til formiddag har Nordisk Film offentliggjort sit nye forretningsområde NF Live, som de kommende år skal satse på at producere store live-forestillinger.
Nordisk Film er én af Nordens største underholdningsvirksomheder og betragter live-underholdning som et naturligt ekspansionsområde. Adm. direktør Allan Hansen ser gode muligheder for, at Nordisk Film kan stimulere den generelle publikumsinteresse positivt:
”Nordisk Film er i dag meget mere end et filmproduktionsselskab, vi er en dynamisk, nordisk underholdningsvirksomhed, som hele tiden afsøger nye interessante forretningsmuligheder indenfor kvalitetsunderholdning med bred, folkelig appel. Vi tror på, at Nordisk Films erfaringer og kompetencer blandet med de bedste kræfter indenfor den levende scenekunst, rummer potentialet til både kommercielle og kunstneriske succeser. Med NF Live håber vi på at kunne skabe store publikumsoplevelser og også tiltrække nye målgrupper.”
Store opsætninger, høj kunstnerisk kvalitet
NF Lives repertoiremæssige hovedlinje vil være grundlagt på en filosofi om at producere store, kommercielle opsætninger af høj kunstnerisk kvalitet. De skal have potentiale til at nå ud til et bredt publikum, også gerne udenfor Danmarks grænser. NF Lives nyudnævnte direktør, Frederik Juul – tidligere direktør for distributionsselskabet Sandrew Metronome – kalder det ”live entertainment blockbusters” og uddyber:
”At vi starter ud med Hey Jude er i virkeligheden det bedste billede på, hvad det er vi vil. Vi tager fat i en udødelig succes som The Beatles og giver den nyt liv sammen med de dygtigste kræfter indenfor teaterkoncerter og et stærkt cast.
Jeg er blevet spurgt om vi vil lave kultur eller underholdning. Jeg ser det ikke som uforenelige modsætninger. Vi vil gerne give folk noget, der har høj kunstnerisk værdi som de i den grad føler sig underholdt af.”
Premiere til december
Første produktion bliver den største teaterkoncert nogensinde og får premiere 28. december i år i Forum med en publikumsopbygning på 4.200 pladser. Hey Jude er en opfølger til megasuccesen Come Together på Østre Gasværk Teater, som for tre år siden solgte 160.000 billetter. Det lægger et vist pres på Frederik Juul og resten af holdet. Han siger:
”Vi går til projektet med både ambitioner og stor ydmyghed. Vi er meget bevidste om, at der ligger en stor forpligtelse i at stå på skuldrene af en kæmpe succes som Come Together og i det hele taget at arbejde med The Beatles. Vi kommer med helt nyt materiale, og vil gøre alt for at give publikum en spektakulær oplevelse.”
NF Live har sikret sig Mr. Teaterkoncert, Nikolaj Cederholm, som instruktør og samlet et stjernecast med bl.a. Pernille Rosendahl, Jimmy Jørgensen, Cecilie Stenspil, Troels Lyby, Laus Høybye og Mark Linn på rollelisten.
NF Live har planer om at producere flere opsætninger de kommende år og er pt. i gang med at kigge på idéudviklingen af andre produktioner. Frederik Juul uddyber:
”Vi har store ambitioner og en række projekter i støbeskeen. Vi starter ud med teaterkoncerter, men ser også på andre genrer indenfor live-underholdning. Om 2-3 år håber vi at kunne have 2-3 produktioner pr. år.”

Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker