Uffe Elbæk offentliggjorde i går den nye musikhandlingsplan, Én musikscene – mange genrer, som skal skabe mangfoldighed i dansk musikliv på baggrund af en række tværgående initiativer. Dette med henblik på at placere kulturen og kunsten centralt på scenen, når snakken om fremtidens Danmark, både i et økonomisk og kulturelt perspektiv, bringes på bordet. Christian Have er positivt stemt overfor Elbæks udspil.
Musikhandlingsplanen med initiativer for i alt 135,5 mio. kr. er planlagt til at forløbe over fire år og rummer et bredt fokus på dansk musik, som er tiltænkt til at styrke alle led – lige fra undervisning og talentudvikling til kunstnerisk udviklingsvirksomhed på bl.a. konservatorierne. Tværfagligheden i initiativerne skal skabe frugtbare rammer for musik og samarbejde for at undgå at favorisere specifikke genrer på bekostning af andre.
Kulturminister Uffe Elbæk udtaler:
”Det er lykkedes at finde 135,5 mio. kr. over de næste 4 år, hvilket er ret enestående i en økonomisk krisetid! Musikhandlingsplanen er en fremadrettet løsning, hvor den rytmiske musik bliver styrket og vi derudover sætter ind på alle led i musikkens fødekæde. For mig er planen også udtryk for, at musiklivet står sammen om at skabe nye samarbejder og ad den vej give ny dynamik og udvikling. Jeg håber, at de vil bruge de mange penge til at skabe mere samspil mellem genrerne og til at eksperimentere med nye musikformer, koncertformer og formidlingsformer.”
Christian Have udtaler:
“Kulturbudgetterne bliver skåret ned over hele Europa, og man kunne derfor sagtens have frygtet besparelser på området. At der ikke var fundet nye penge, eller at man havde omprioriteret så meget, at det var gået ud over musikken. Men nu er der ligefrem nye penge, og området i udvikling, mens den europæiske kultur ellers er under afvikling – og set i det lys er det en meget imponerende plan, som Kulturministeriet hermed har præsenteret.”
Musikhandlingsplanen, som skal forløber i perioden 2012-2015, indeholder følgende initiativer:
- Ny komposition og kunstnerisk udviklingsvirksomhed afsættes 16 mio. kr.
- Talentudvikling afsættes 28,7 mio. kr.
- Til musikeksport afsættes i 16 mio. kr.
Herudover sættes der fokus på musikundervisningen i folkeskolen samt publikumsudvikling inden for både klassisk og rytmisk musik.

Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker