I morgen åbner Teater Grob dørene op til årets første egenproduktion, Peter og Elgen. Thomas Levin har skrevet et dugfriskt manuskript til komedien, som har Lars Ranthe og Charlotte Munck i hovedrollerne.
Lars Ranthe og Charlotte Munck, i rollerne som Peter og Camilla, er gået fra hinanden for tre måneder siden. Astrid, deres fælles datter, bor hos far og sammen har de holdt jul i hytten i Sverige. I aften er det nytårsaften, og Peter har sat Camilla i stævne, for måske kan hun stadig vindes tilbage…
Men hvad er det, vi egentlig giver videre til vores børn, når kærligheden brister? Hvem betaler prisen? Og hvor blinde bliver vi, når angsten for ensomheden tager over? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet i Teater Grobs kommende forestilling Peter og Elgen. En nyskrevet bittersød komedie om skilsmisse og kuldsejlet selvværd, børn og voksne, ubrydelige venskaber og en mands desperate kamp for at genvinde det tabte.
Iscenesættelsen er lagt i hænderne på Louise N.D. Friedberg, der i mange år har instrueret tv-succeser som Borgen, Ørnen og Sommer og filmen Eksperimentet. For første gang giver hun sig i kast med iscenesættelse på de skrå brædder, hvor Allan Frausing står for scenografien. Foruden Lars Ranthe og Charlotte Munck er Niels-Martin Eriksen, Lise Lauenblad og Laura Kruse med på scenen. Sonja Lea designer lyset, mens Thomas Matyjasik er manden bag lyddesignet.
Billetter kan købes her.

Rasmus Navntoft
Mikkel Elbech
Mike Tylak
Cecilie Blichfeldt-Lauridsen
Nicolai Karaas
Julie Bekker